En skilsmisse medfører altid fundamentale ændringer i et barns liv. Det stiller store krav til barnet, men det stiller også store krav til jer som forældre. Hvad grunden til skilsmissen end er, bør barnets behov være jeres udgangspunkt.
FÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED
Som forældre har I et fælles ansvar, og udgangspunktet er fælles forældremyndighed jf. Forældreansvarsloven (gældende fra 1. oktober 2007).
Hvis I ikke er gift, og ikke har anmeldt en aftale om fælles forældremyndighed eller afgivet en omsorgs- og ansvarserklæring, opnås automatisk fælles forældremyndighed, når faderskabet fastslås under bestemte forudsætninger.
BESLUTNINGER OM BARNET
Fælles forældremyndighed over jeres barn betyder, at I skal være enige om væsentlige beslutninger vedrørende jeres barn. Det er for eksempel beslutninger om skolevalg, skolefritidsordning, flytning til udlandet (men ikke flytning indenlands), navnevalg, religiøs tilhørsforhold, risikobetonede fritidsaktiviteter.
ÆNDRING AF FORÆLDREMYNDIGHED/BOPÆL
I kan altid selv aftale ændringer i forældremyndigheden over jeres barn eller/og barnets bopæl. Det kan for eksempel være en aftale om, at I skal have fælles forældremyndighed, hvis I ikke har det i forvejen. Det kan også være en aftale om, at den fælles forældremyndighed skal ophæves, og én af jer skal have forældremyndigheden alene, eller I ønsker at ændre barnets bopæl.
UENINGHED OM BOPÆL OG FORÆLDREMYNDIGHED
I sager, hvor forældre med fælles forældremyndighed er uenige om barnets bopæl, kan Retten bestemme, hvor barnet skal bo. Denne beslutning kan træffes, uden at den fælles forældremyndighed hæves.
Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde af hensyn til jeres barn kræver det. Den fælles forældremyndighed bevares som udgangspunkt for at sikre, at jeres barn bevarer kontakten til jer begge, og at I som forældre opretholder det fælles ansvar, det er, at drage omsorg for og tage ansvar for jeres barn.
Herudover kan Retten tage stilling til samværet.
Med den nye Forældreansvarslov, der trådte i kraft 1. Oktober 2007, har en forælder, der ikke tidligere haft del i/mistet forældremyndigheden, nu mulighed for at anmode om fælles forældremyndighed ved Statsforvaltningen. Hvis enighed ikke kan opnås, skal Statsforvaltningen indgive sagen for Retten.
I samtlige sagsanliggender skal Statsforvaltningen og Retten inddrage barnet for at sikre, at man finder den bedste løsning.
OPLYSNINGER OM BARNET
Hvis I ikke har fælles forældremyndighed, har den af jer, der ikke har forældremyndigheden, ret til at få oplysninger om jeres barns forhold fra skolen, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsnet samt private sygehuse, privatpraktiserende læger og tandlæger.
Den af jer, der ikke har forældremyndigheden, har også ret til at få orientering om og deltage i generelle sociale aktiviteter på jeres barns skole eller institution. Det kan være forældremøder (ikke forældrekonsultationer) og festlige begivenheder.
FLYTNING
Alle forældre skal melde flytning af bopæl til den anden forælder seks uger før flytningen. Pligten til at varsle om flytning er indført, fordi begge har et ansvar for, at jeres barn bevarer kontakten til jer begge. Varslingspligten gælder for jer begge som forældre.
Det er i sager om forældremyndighed/bopæl og samvær yderst relevant at søge rådgivning/assistance hos en familieadvokat. Ikke kun i forbindelse med sagens eventuelle foretagelse i Retten, men også ved sagens behandling i Statsforvaltningen.
SAMVÆR
Et barn har ret til samvær med den af jer, som barnet ikke bor sammen med.
I har som forældre et ansvar for at tilsikre, at barnet har en tæt og jævnlig kontakt til den af jer, som jeres barn ikke bor sammen med, og at samværet fungerer godt for jeres barn
Hvis I selv kan blive enige om samværets omfang, behøver I ikke inddrage Statsforvaltningen, men I kan bede Statsforvaltningen om at notere jeres aftale i et samværsdokument.
UENINGHED OM SAMVÆR
Hvis I ikke kan blive enige om samværet, kan Statsforvaltningen hjælpe jer med at finde frem til en løsning, blandt andet ved et (tværfagligt) samværsmøde, børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.
HVILKEN SAMVÆRSORDNING ER BEDST?
For at finde frem til den bedste samværsordning for jeres barn vil Statsforvaltningen eller Retten inddrage jeres barn i sagen. Der er ingen aldersgrænse for, hvornår et barn skal inddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Det er Statsforvaltningen eller Retten der beslutter, hvordan jeres barn skal inddrages i sagen. Det kan for eksempel ske ved en samtale med jeres barn ved en børnesagkyndigundersøgelse eller på anden vis.
ÆNDRING AF SAMVÆR
Hvis I beder Statsforvaltningen eller Retten om ændring af en samværsordning, som I selv har aftalt, eller en samværsordning som Statsforvaltningen eller Retten på et tidligere tidspunkt har truffet afgørelse om, kan Statsforvaltningen eller Retten kun ændre samværet, hvis forholdene har ændret sig væsentligt.
TRANSPORT I FORBINDELSE MED SAMVÆR
I kan selv aftale, hvordan udgifter til transporten skal fordeles.
Som udgangspunkt skal I dele transportudgifterne på den måde, at den af jer, som barnet har samvær med, skal sørge for afhentning ved samværets begyndelse. Der skal betales for både barnets og en eventuel ledsagers transport.
HVIS SAMVÆRET AFLYSES
Hvis samværet bliver aflyst, kan Statsforvaltningen fastsætte et nyt samvær som erstatning for det mistede.
Aflyses samværet på grund af, at jeres barn er sygt, eller fordi jeres barn skal på lejrskole eller lignende, vil der normalt ikke blive fastsat erstatningssamvær. Der vil normalt ikke blive fastsat erstatningssamvær, hvis samværet aflyses af den af jer, som skal have barnet på samvær. Hvis samværsforælderen gentagne gange aflyser eller udebliver fra samvær, kan det medføre at samværet indskrænkes eller ophæves.
HVIS BARNET IKKE UDLEVERES TIL SAMVÆR
Hvis bopælsforælderen nægter at udlevere barnet til samvær, kan samværsforælderen bede om fogedrettens assistance til at få barnet udleveret. Fogedretten kan fastsætte erstatningssamvær.
DAGLIG KONTAKT
Den af jer, som ikke bor sammen med barnet, har mulighed for at få fastsat anden kontaktsamvær med jeres barn. Det kan være kontakt i form af telefonsamtaler, breve eller e-mails.
Hvis I ikke selv kan blive enige om denne form for kontakt, kan I bede Statsforvaltningen eller Retten (hvis der tillige verserer en forældremyndigheds-/bopælssag) om at bestemme, hvordan en sådan kontakt skal være.
SAMVÆR MED ANDRE END FORÆLDRE
Et barn kan i særlige situationer få fastsat samvær med nære pårørende, som det er tæt knyttet til.
Det gælder:
Det er barnets nærmeste pårørende, der kan søge Statsforvaltningen om samvær med barnet.
Læs pjecen Hvor er børnene henne, når forældrene bliver skilt?
Det gælder om at finde den bedste løsning for barnet