PM - Prisfald på boliger stavnsbinder flere til deres ex

10-08-2012

Mange boliger har mistet stor værdi de seneste år. Boliger handlet i 2007 og solgt i år har mistet 22 pct. i værdi. Det viser helt nye beregninger foretaget af Boligsiden.dk. Det kan have alvorlige konsekvenser under skilsmisser, hvor fortsat flere bliver stavnsbundet til deres tidligere partner. Danske FA-MILIEadvokater giver her flere gode råd til, hvordan man sikrer sig bedst mu-ligt under skilsmisse og salg af bolig.


Mange par, der går fra hinanden i dag, ender med at sidde i en meget svær situation. Boligen har tabt stor værdi, og samtidig kan det være svært at sælge boligen. En ny analyse foretaget af Boligsiden.dk viser, at mere end 70 pct. af alle boliger købt i for eksempel 2007 og solgt i år har tabt værdi: Boliger, som er blevet handlet for fem år siden og solgt i dag, er i gennemsnit blevet 22 pct. mindre værd. Det har stor betyd-ning for boligsælgerne – specielt i forbindelse med skilsmisser, hvor parret helst vil sælge boligen så hurtigt som muligt.


”Godt hver sjette sælger deres bolig pga. skilsmisse, viser en ny undersøgelse, vi har foretaget blandt vores brugere. Og specielt for dem har det stor betydning, at mange boliger i dag står længere tid til salg og sælges med store tab. Har man f.eks. købt hus i 2007 og været nødt til at sælge i år, vil det gennemsnitlige tab ligge på over 500.000 kr.,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.


Mange par stavnbindes, når den ene part bliver boende
Par, der ligger i skilsmisse, vælger ofte at lade den ene part blive boende i boligen, mens salget står på i håb om, at boligens værdi vil stige igen. Men ofte trækker salget ud, og det kan få store konsekvenser for især den part, som er flyttet væk fra boligen. Derfor anbefaler Danske FAMILIEadvokater, at man hurtigst muligt får udarbejdet en samlivsophævelsesaftale, som skal være med til at sikre, at den økonomiske balance bliver rimelig under salget af boligen i forbindelse med skilsmisse:
 

 

”Det er vigtigt, at man med det samme skaber sig et overblik over, hvad der bliver trukket på budgetkontoen. I første række må man forsøge at få udskilt de helt person-lige udgifter hver især har og få lavet hver sin budgetkonto. Den fælles budgetkonto bør herefter kun bruges til ejendommens faste udgifter. Derefter må den part, der bliver boende påtage sig at betale alle løbende forbrugsudgifter af sin egen personlige
budgetkonto. Derudover bør der laves en aftale om betaling af en rimelig husleje til ”ejendommens budgetkonto”. De udgifter til ejendommen, der ikke kan dækkes af den rimelige husleje, må deles lige mellem parterne og indbetales løbende til ”ejendom-mens budgetkonto”, siger Helle Larsen, formand for Danske FAMILIEadvokater og fortsætter:
 

”Vi oplever desværre ofte, at den part, der er fraflyttet ejendommen ikke har fået la-vet en rimelig aftale, og derfor kommer til at betale en uforholdsvis stor andel til den fælles bolig. De har ofte indgået aftalen uden advokatbistand og sidder i en situation, hvor de har svært ved at blive ved med at betale”.
 

 

I de tilfælde hvor par vælger at sælge deres bolig og faktisk får den solgt, men med et større eller mindre tab, går de selvfølgelig videre i livet med en gæld, der skal betales af på. Hvad værre er: Det skilte par kan ende med at være stavnsbundet til hinanden, fordi de hæfter solidarisk for gælden i banken eller realkreditinstituttet.
 

”Vores erfaring er, at pengeinstitutterne ønsker at fastholde den solidariske hæftelse i stedet for at splitte gælden op i to portioner, således at parret også økonomisk bliver skilt fra hinanden”, slutter Helle Larsen.
 

 

For yderligere information, kontakt:

Gode råd til skilsmissepar i forbindelse med salg af bolig

Kilde Danske Familieadvokater
 

Fakta
Hvad er en samlivsophævelsesaftale?
En samlivsophævelsesaftale er ofte en del af en bodelingsaftale, som regulerer situati-onen indtil f.eks. en fast ejendom er solgt. Ofte laves aftalen som en forløber til en endelig bodelingsaftale.


Kilde Danske Familieadvokater


Fakta vedr. brugerundersøgelse på boligsiden.dk
I alt 1.302 brugere af boligsiden.dk deltog i starten af juni 2012 i undersøgelsen. På spørgsmålet ’hvad var årsagen til, at du solgte din sidste bolig?’ svarede de følgende:

  1. De ville gerne have en større bolig (31 pct.)
  2. De ville gerne flytte et andet sted hen (23 pct.)
  3. Pga. skilsmisse/ophør af forhold (16 pct)
  4. De ønskede at købe ny bolig med deres partner (11 pct.)
  5. De har fået job i et andet område (6 pct.)
  6. De vil gerne have en mindre bolig (5 pct.)
  7. Pga. ændrede økonomiske forhold (4 pct.)
  8. Andet (4 pct.)
     

Kilde boligsiden.dk