Privat skifte

Ved privat skifte står arvingerne selv for bobehandlingen. Det foregår som regel på den måde, at arvingerne giver fuldmagt til en advokat, som så tager sig af alle relevante ekspeditioner og beslutninger.
 

For at boet kan udleveres til privat skifte, er det et krav, at alle arvingerne er enige om dette, ligesom det er et krav, at boets aktiver forventes at overstige passiverne – så der er penge tilbage efter opgørelsen. Hvis arvingerne bliver uenige under bobehandlingen, overgår dødsboet til bobestyrerbehandling.
 

Ved privat skifte vedgår arvingerne ikke arv og gæld. Hvis arvingerne venter med at dele dødsboets aktiver, indtil en eventuel gæld er betalt, hæfter arvingerne altså ikke for gælden. Arvingerne må dog gerne fordele almindeligt indbo og løsøre.
 

Også her indrykkes et proklama i Statstidende. Såfremt kreditorerne ikke anmelder deres krav inden otte uger, bortfalder kravet. Arvingerne har derfor et godt overblik over boets passiver på et tidligt tidspunkt i bobehandlingen.
 

Under bobehandlingen skal arvingerne sørge for at sælge de dele af dødsboet, som de ikke ønsker at arve. Derudover skal de udarbejde en åbningsstatus, som er en oversigt over afdødes aktiver og passiver pr. dødsdagen. Denne skal foreligge inden seks måneder efter, at boet er blevet udleveret.
 

Når dødsboets aktiver er solgt, kan boet afsluttes. Arvingerne skal derfor vælge en skæringsdag, som markerer boets slutning.
 

Hvis boet er skattepligtigt, vil det oftest være en fordel at lade bobehandlingen vare præcist et år, da man således opnår et skattefradrag, for hver måned boet behandles i op til et år. Det er et krav, at skæringsdagen i et privat skiftet bo er senest 1-års-dagen for dødsfaldet.
 

I tider, hvor det kan være svært at sælge fast ejendom, bør arvingerne derfor overveje, om det er hensigtsmæssigt at få boet udleveret til privat skifte. Kan den faste ejendom ikke sælges inden for 1-års-fristen, overgår boet nemlig til bobestyrerbehandling.
 

Inden boet afsluttes, udarbejdes en boopgørelse, som er en oversigt over boets aktiver og passiver, samt boets indtægter og udgifter i boperioden. Denne skal sendes til SKAT og Skifteretten senest tre måneder efter den valgte skæringsdag.

 

Det kan være en stor mundfuld selv at varetage boets deling